Brune blade svæver i luften omkring mig.

Blidt og med et nænsomt stød rammer de jorden.

Sidder stadig her på bænken.

Jeg tænker på dig, dig, dig.

Jeg står alene i storbyen.

Jeg er velhaven og er magtfuld.

Jeg har alt, hvad jeg ønskede mig.

Men alligevel tænker jeg på.

Da jeg rev mig løs fra dig.

Da jeg efterlod dig på bænken.

Dengang hvor.

Solen stod højt på himlen og bladende var grønne.

Hvide fnug svæver i luften omkring mig.

Blidt og med et nænsomt stød rammer de jorden.

Sidder stadig her på bænken.

Jeg tænker på dig, dig, dig.

Var det en fejl.

Fejlede jeg i mit valg.

Havde mit hjerte ret.

Styrede stupiditeten min krop.

Var jeg naiv.

Er jeg lykkelig.

Pollen svæver i luften omkring mig.

Blidt og med et nænsomt stød rammer det jorden.

Sidder stadig her på bænken.

Jeg tænker på dig, dig, dig.

Jeg er ensom.

Vil ud af mørket.

Tilbage til mit lys.

Vender tilbage til bænken nu.

Ved bænken sidder du.

Jeg forlod dig.

Alligevel ventede du.

Blade, fnug og pollen har svævet i luften omkring mig.

Blidt og med et nænsomt stød ramte det jorden.

Jeg tænkte på dig, dig, dig.

Jeg sidder stadig, hvor du forlod mig.

Dengang hvor bladende var grønne.

Jeg svor.

Jeg ville vente på dig.

Og det gjorde jeg.

"Hej folkens. Her har jeg prøvet at lave noget nyt. Jeg har prøvet at lave et digt, hvor der ikke er rim, og hvor det er to personer som snakker. Hvad syntes I?"